På myndighedernes anbefaling

En ekspertgruppe nedsat af Folketinget afgav i januar 2021 en rapport om regeringens covid-19 indsats i den første periode indtil nedlukningen af landet i marts 2020.i Rapporten er baseret på skriftlige kilder, som gruppen har fået stillet til rådighed af administrationen, idet man kun i ringe udstrækning har foretaget egne undersøgelser herudover og kun rent undtagelsesvist hørt eventuelle vidner om de sagsforhold, der er undersøgt. Ekspertgruppen konstaterer, at der var modstand mod beslutningen i dele af embedsværket og konkluderer bl.a., at regeringen førte Folketinget og offentligheden bag lyset ved – uden forbehold – at foregive, at beslutningen om en nedlukning af landet havde støtte i ”myndighedernes anbefaling”. I artiklen foretages en gennemgang af de fore- liggende oplysninger om indsatsen, og det konkluderes – modsat – at regeringen faktisk havde belæg for sin påstand, selv om det ikke var hele sandheden om den sag. Folketinget blev endvidere rent faktisk underrettet om sagens rette sammenhæng, og regeringen var ikke herudover forpligtet til at delagtiggøre offentligheden i interne faglige uoverensstemmelser myndighederne imellem

Velfærdssamfundets krise:kommunerne, den offenytlige velfærd og borgernes retssikkerhed

Stik mod hvad man ellers måtte forvente om det lille ”smørhul”, Danmark gerne opfattes som, går udviklingen imod forringede vilkår for samfundets mest udsatte. Socialpolitikken som et af velfærdsstatens kendemærker er blevet erstattet af beskæftigelsespolitik som et udtryk for den transformation af statsstyret til en konkurrencestat, som nogle ser som et grundvilkår for nutidens samfundsstyre. Servicestaten – som et andet nyere udtryk for denne statsform – forbeholdes dem, der med deres arbejdskraft kan og vil bidrage til samfundets opretholdelse, hvis den da ikke – med sine tilbud om beskæftigelse, integration og uddannelse – påtvinges borgere, der har svært ved at indordne sig under samfundets normer. Tilbage står en velfærdsstat for middelstanden, mens den sociale kontrakt er mere eller mindre brudt for samfundets mest udsatte. Med den foreliggende artikel søges hovedtrækkene af denne udvikling kortlagt, idet der herudover særligt fokuseres på kommunernes rolle i udviklingen og – som et spejlbillede heraf – på borgernes retssikkerhed. Det konkluderes, at kommunerne ofte – og trods stor politisk opmærksomhed og lejlighedsvise statsfinansielle indsatser – spiller hasard med borgernes retssikkerhed i et forsøg på at få budgetterne til at balancere. Hertil kommer en fragmenteret lovgivning, som gør det vanskeligt for kommunerne at levere en sammenhængende indsats over for de udsatte borgeres ofte komplekse problemer. Samtidig underlægges borgerne et omfattende kontrolregime, der skal sikre mod tilfælde af socialbedrageri, foruden at borgernes protester mod den kommunale sagsbehandling mødes med skærpede sanktioner. Det kan ses som udtryk for en velfærdssamfundets krise, som kalder på en politisk kursændring, hvis ikke den skal føre til mere alvorlige reaktioner mod samfundets bærende institutioner.

Statlig tilsyn med kommunesektoren – noen hovedtrekk / Marius Stub

I seminariet samlades nordiska experter inom fältet för att diskutera om de aktuella frågorna gällande administrativa sanktioner.Seminaari keräsi alan pohjoismaisia asiantuntijoita keskustelemaan hallinnollisten sanktioiden ajankohtaisista kysymyksistä